|

HAJSAFARI SYDAFRIKA - MARTS 2008
Hajer: Tigerhajer, hvidhajer, tyrehajer, blåhajer & makohajer. Dato: Lørdag den 8. marts - mandag den 24. marts 2008 Pris: Kr 24.999,- inkl. fly
INFO-AFTEN: Onsdag den 5. december 2007 kl. 19.00. ...Tilmelding er nødvendig på tlf. 33 13 83 83.
Rejsebeskrivelse: 17 dage inkl. 12 hajdyk, 2 dages safari og sightseeing. Vi gentager de sidste 2 års succes fra marts 2006 og 2007 hvor vi dykkede med 9 forskellige typer hajer - tigerhaj, tyrehaj, syvgællet kohaj, pyjamas haj, sandhaj, sorttippet haj, blåhaj, makohaj og hvidhaj. Alle dykker fotos er fra vores tidligere ture i marts.
Sydafrika er et utroligt smukt land og er kendt som et mekka for hajer. Flere af vores guider er blandt verdens førende hajeksperter og du kommer helt sikkert hjem med oplevelser som mange drømmer om, men som kun få tager chancen og udlever.
Vi dykker også på "The Produce" der er et 110m langt skibsvrag og foruden hajer er der rigtig god chance for at vi møder skildpadder, rokker og delfiner. Udover dykning tager vi 2 dage på safari i én af Afrikas ældste national parker.
Rejsen er en grupperejse med max. 12 deltagere. Gruppen kører i privat minibus og der er dansk rejseleder og instruktør med på hele rejsen og på alle dyk. Dykning med tigerhajer og hvidhajer bliver filmet og det vil være muligt at købe en DVD af dine oplevelser.
Dag 1: Afrejse fra Danmark kl. 16.00.
Dag 2: Ankomst til Durban kl. 12.25 og kort transfer til indkvartering ved Aliwal Shoal. Afslapning ved poolen og velkomstbriefing.
Dag 3 & dag 4: 2 dyk pr. dag på Aliwal Shoal. Mulighed for eftermiddagsture til Sydafrikas største krokodillefarm og til Durban Marine World.
Dag 5: Tigerhajdyk - en oplevelse du aldrig glemmer! Eftermiddagen er til golf, afslapning og badning.
Dag 6 & dag 7: 4 dyk efter tyrehajer, sandhajer, tigerhajer & hammerhajer på Protea Banks. Eftermiddagene er til badning og aktiviteter og vi besøger Oribi Gorge.
Dag 8: 2 dyk på Aliwal Shoal. Mulighed for endnu et tigerhajdyk istedet for dykning på Aliwal Shoal.
Dag 9: Transfer til Hluhluwe Game Reserve og safari i solnedgangen.
Dag 10: Hele dagen er til safari og bushwalk i Hluhluwe Game Reserve.
Dag 11: Morgensafari og transfer til Durban hvorfra vi flyver videre til Cape Town. Indkvartering i Cape Town sen eftermiddag.
Dag 12: Burdyk med hvidhajer fra båd. Gaansbai.
Dag 13: Fri dag hvor du kan tilvælge en hel dag med blåhajer og makohajer.
Dag 14 - dag 15: Frie dage til sightseeing i området nær Cape Town. Her har du mulighed for at spille golf, besøge vingårde eller f.eks. at dykke med sæler.
Dag 16: Afslapning og sightseeing. Aftenfly mod Danmark.
Dag 17: Ankomst til Kastrup kl. 12.30.
----------------------------------------------------------------------
Pris: Kr 24.999,- pr. person Pris for "ikke-dykker": Kr 19.999,- Tillæg for eneværelse: Kr 2.999,-
Rejsedatoer: Afrejse: Lørdag den 8. marts 2008 Hjemkomst: Mandag den 24. marts 2008 (2. påskedag)
----------------------------------------------------------------------
Rejseplan:
Dag 1. Lørdag den 8. marts 2008. Afrejse Danmark Vi flyver med British Airways fra Kastrup kl. 16.00. Det er også muligt at flyve fra Billund, Århus, Ålborg, Rønne, Sønderborg og Karup. Kontakt os for at høre nærmere.
Dag 2. Ankomst til Sydafrika og Aliwal Shoal. Vi ankommer til Durban kl. 12.25 og kører derefter direkte til - vores hyggelige indkvartering i Umkomaas. Dette er vores base for de næste 7 døgn. Køreturen til den lille by Umkomaas tager ca. ½ time hvorefter der er tid til at slappe af ved poolen, pakke ud og spise frokost. Senere på eftermiddagen er der velkomstbriefing hvor morgendagens dykker-planlægning også vil finde sted.
Vi spiser aftensmad på én af byens hyggelige restauranter med udsigt over det Indiske Ocean. Velkommen til Sydafrika...
Dag 3. Dykning på Aliwal Shoal. Dagen starter med 2 dyk på Aliwal Shoal. Din rejseleder sørger for at du får set det bedste af Aliwal Shoal der byder på en stor variation og flot revstruktur med huler og dropoffs. Vi skal bl.a. dykke på vraget "The Produce". Dette 15.000 ton norske fragtskib sank i 1974 og ligger på 32m vand. Du får udsyn til skibets enorme motorer, og der er god mulighed for at møde store rokker eller den kæmpe ”brindle bass” der har taget bopæl på det smukke vrag.
Om eftermiddagen slapper vi af og nyder den varme sydafrikanske sommer. Info om Aliwal Shoal
Dag 4. Dykning på Aliwal Shoal. Dagen starter med endnu 2 dyk på Aliwal Shoal og vi besøger den store hule "Cathedral" der ligger på 27m på ydersiden af revet.
Om eftermiddagen kan vi arrangere at tage til Durbans store Marine World hvor der er delfinshow og stor hajtank med sandtigerhajer som det er muligt at dykke i. Du kan også vælge at slappe af ved poolen, tage et spil golf eller måske gå en tur på en af Umkomaas smukke rå strande.
Dag 5. Tigerhajdyk. Croc World. Dagen er til dyk med tigerhajer. Vores guide er en del af tigerhajeksperten Walter Bernardis crew der også giver filmhold fra bl.a. BBC, Animal Planet og Discovery Channel et blik ind i tigerhajens verden. Dykningen foregår i midtvande på 5-8m dybde og er uden bur. Det er en oplevelse de fleste nok skal samle mod til, men bagefter vil du forstå at tigerhajens rygte er meget ufortjent og have et helt nyt syn på disse fantastisk smukke dyr. Info om dyk med tigerhajer
På vores tigerhajdyk i marts 2006 dykkede vi med 10 tigerhajer, 4 blacktiphajer og én tyrehaj. Dykket varede ca. 2 timer og bagefter snorklede vi med hajerne. I marts 2007 havde vi 7 store tigerhajer, 40-50 blacktiphajer og én tyrehaj.
Om eftermiddagen kan vi arrangere at besøge Croc World - Sydafrikas største krokodillefarm med ca. 10.000 krokodiller, før vi spiser aftensmad med udsigt over det Indiske Ocean.
Dag 6. Dykning på Protea Banks. Dagen til afslapning. Dagen starter med 2 hajdyk på Protea Banks. Protea er er ét af verdens bedste steder for hajdyk. Her er det de større typer hajer vi er på udkig efter, som tyrehaj og hammerhaj, men Protea byder på meget mere! Hold skarpt udkig mens du lader dig føre med af strømmen over dette dybe rev - man ved aldrig hvad der dukker op på Protea! Info om Protea Banks
Eftermiddagen er til afslapning ved poolen.
Dag 7. Dykning på Protea Banks. Udflugt til Oribi Gorge. Dagen starter med endnu 2 hajdyk på Protea Banks hvor vi forhåbentlig også ser stimer af pelagiske fisk som tun, kingfish og barracuda.
Om eftermiddagen kører vi ud til den store kløft Oribi Gorge. Her kan du vælge at springe bungee jump, rapelle 110m ned ad en klippevæg eller gå en tur og bare nyde den smukke udsigt over kløften. Vi spiser enten frokost eller aftensmad på Leopard Rock Café med den flotteste udsigt over Oribi Gorge.
Dag 8. Dykning på Aliwal Shoal. (Evt. dit 2. tigerhajdyk) Dagen starter med 2 dyk på Aliwal Shoal. Revet byder på mange forskellige dykkersteder og der er god chance for at se hajer, rokker, delfiner og kæmpe skildpadder under et dyk. Denne dag kan har vi mulighed for at tage et ekstra tigerhajdyk istedet for 2 dyk på Aliwal Shoal.
Eftermiddagen er til afslapning ved poolen, et spil golf eller måske en tur på en af Umkomaas smukke rå strande.
Dag 9. Safari i Afrikas ældste national - gamedrive. Det er blevet tid til safari, og vi kører nordpå mod Hluhluwe-Imfolozi Game Reserve. Køreturen til Hilltop Camp tager ca. 5 timer og efter indkvartering i vores hytter skal vi på aftensafari (gamedrive). Vi har én af parkens professionelle rangere som guide og han bruger sin erfaring til at finde de afrikanske dyr i bushen. Parken er blandt Afrikas ældste og er berømt for dens indsats for beskyttelse af det hvide næsehorn. Den er hjemsted til over 2000 næsehorn og alle de andre store dyr som løver, leoparder, geparder og elefanter.
Før aftensmad er det i sin rette ånd at nyde solnedgangen over en drink på Hilltops terrasse der har en utrolig smuk udsigt over parken. Aftensmaden er en lækker buffet serveret i restauranten der også har smuk udsigt. Morgenmad og aftensmad inkluderet.
Dag 10. Safari med THE BIG 5. Dagen starter tidligt hvor vi skal på bushwalk (til fods) med én af parkens profesionelle rangere. På vores bushwalk i marts 2007 kom vi tæt på 4 store næsehorn og det er en stor oplevelse at være til fods i den afrikanske bush.
Efter bushwalk venter der en lækker morgenmad der kan nydes på campens terrasse, og så er der tid til at slappe af over frokost. Før aftensmad skal vi på endnu et gamedrive med parkens rangere i den afrikanske solnedgang over bushen.
Dag 11. Morgensafari og transfer til Durban. Fly til Cape Town. Dagen starter tidligt med et morgen gamedrive ved solopgang - det er her dyrene er mest aktive! Efter morgenmad bliver vi hentet og kørt sydpå mod Durban lufthavn hvorfra vi flyver videre til Cape Town.
Flyveturen tager ca. 2 timer og ved ankomst kører vi direkte til Big Blue i Cape Town hvor vi skal bo de næste 5 nætter i værelser med eget bad.
Vi spiser aftensmad på én af byens gode og billige restauranter, og kan så småt begynde at glæde os til morgendagens møde med verdens nok mest frygtede dyr - den store hvide haj.
Dag 12. Burdyk med hvidhajer ud for Gaansbai. Vi skal tidligt op og starter med at køre til Gaansbai der har fået øgenavnet "The White Shark Capital of the World". Hele dagen står på burdyk med hvidhajer, og efter morgenmad og briefing stævner båden ud med kurs mod Geyser Rock og Dyer Island. Disse to klippeøer er hjemsted for hhv. en stor sæl- og en pingvinkoloni, og er adskilt af et smalt stykke vand kaldet "Shark Alley" - det bedste sted i verden at se hvidhajer.
Du får indblik i myten om den nådesløse dræber, og lærer om dette fantastiske dyr med eksperterne indenfor branchen. Som nogle af de allerførste til frivilligt at bevæge sig udenfor buret kan de fortælle dig at hajen ikke fortjener det rygte Hollywood har givet den, men at den kræver umådelig stor respekt... Info om burdyk med hvidhajer
Dag 13. Fri dag. Tilvalg: En dag med blåhajer og makohajer. Dette er en tilvalgsaktivitet og hvis du har lyst til endnu en vild oplevelse med hajer vil du ikke gå glip af denne dag!
Dagen starter tidligt med at vi kører til Simonstown hvor vi møder den verdensberømte naturfotograf Chris Fallows og hans partner Rob Lawrence. Både Chris & Rob har lavet flere dokumentarserier om hajer for bl.a. Discovery Channel, og er især berømt for deres fotos af "Airjaws" - hvidhajer der hopper ud af vandet i jagten på sæler.
Vi sejler ca. 30km ud i Atlanterhavet til Agulhas strømmen der bringer varmt og blåt vand. På sejlturen runder vi det smukke Cape Point og så snart vi når det blå vand tiltrækkes hajerne med ultralyd eller med madding. Efter en grundig briefing får vi lov til at komme i vandet og snorkle med dem og de er utrolig nysgerrige og kommer meget tæt på for at inspicere os. Der er altså god mulighed for at tage virkelig flotte billeder, så husk kameraet.
På vores tidligere Hajsafarier i marts så vi både hvaler, sæler, pingviner og albatrosser og snorklede med en stor stime gulfinnede tun der kom helt op til båden. Dette var udover at bruge ca. 3 timer i vandet med både en blåhaj og en makohaj (i marts 2007 fangede vi endda en 50kg gulfinnet tun).
Dag 14 & 15. Sightseeing i Cape Town. Dyk med Sæler/Kelp. Disse 2 dage er frie dage til sigtseeing i området omkring Cape Town der måske er verdens smukkeste by.
I marts 2007 dykkede vi med legesyge sæler og i tangskov (kelp) og det var en stor succes! Vi kan også vælge at tage endnu en dag med hvidhajer.
Vi foreslår også at bruge én af dagene på det smukke og dramatiske Cape Point. Undervejs kan vi stoppe i fiskerlandsbyen Hout Bay hvor vi kan at tage på en kort sejltur til en stor sælkoloni, og senere på dagen besøge pingvinkolonien ved Boulders Beach nær Simonstown.
Andre mulige udflugter er f.eks. at tage på vinsmagning, op på Table Mountain eller i de botaniske haver eller bare at tage en "fri" dag med shopping på havnefronten.
Vi spiser på Cape Towns lækre restauranter hver aften hvor man kan få alt hvad hjertet begærer til meget rimelige priser!
Dag 16. Afslapning og Hjemrejse. Efter morgenmad er der tid til at pakke og derefter bruge sidste dag i Cape Town som vi har lyst. Kl. 20.50 flyver vi mod Danmark.
Dag 17. Mandag den 24. marts 2008. Ankomst Danmark. Vi lander i Kastrup kl. 12.30.
Turen er slut og du har forhåbentlig fået lyst til at se endnu flere af havets rigtig store dyr. Tak fordi du valgte at rejse med os og på gensyn...
---------------------------------------------------------------------- ----------------------------------------------------------------------
Inkluderet:
- Erfaren dansk rejseleder og dykkerinstruktør - Alle flyrejser (afrejse/hjemkomst: Kastrup. Muligt at rejse fra Jylland) - 14 overnatninger i Sydafrika med eget bad og toilet 7 nætter ved Aliwal Shoal 2 nætter i Hluhluwe Game Reserve 5 nætter i Cape Town - 10 dyk inklusive bly, tank og luft 6 dyk på Aliwal Shoal 4 dyk på Protea Banks - 1 Tigerhajdyk inkl. snacks/drikkevarer - 1 dag med burdyk med hvidhajer inkl. drikkevarer/let frokost - Alle morgen- og aftensafari samt bushwalk - Morgenmad alle dage - 2 x aftensmad i Hluhluwe-Imfolozi Game Reserve - Alle transfers i Sydafrika - Parkgebyrer
Ikke inkluderet:
- Rejse-, ulykkes-, afbestillings- og dykkerforsikring
- Dykkerudstyr udover bly, tank og luft
- Drikkevarer
- Frokost
- Aftensmad (udover på safari) - Særlige tilvalgsaktiviteter - Omtalte dagsudflugter
----------------------------------------------------------------------
Praktisk information:
Erfaring: Dykningen kræver at du er certificeret PADI Advanced dykker og har min. 25 dyk. Vi hjælper gerne med at arrangere dit advanced kursus før afrejse. Kontakt os for at høre nærmere.
Visum: Sydafrika: P.t. Ikke nødvendigt.
Pas: Gyldigt i mindst ½ år efter hjemrejse.
Bagage: 23kg + 7 kg håndbagage. Mulighed for 23kg ekstra dykkerudstyr.
Udstyrsleje: Sydafrika: Ca. 1.200,- Hjemmefra: Ca. kr 999,-
Helbred: Hluhluwe Game Reserve er malaria område og vi anbefaler malaria profylakse. Rådgivning om vaccinationer kan fås ved henvendelse hos egen læge eller hos www.ivc.dk.
Priser i Sydafrika: 3 retters måltid: Ca. 120kr. Vand/øl på restaurant: 6-12kr
----------------------------------------------------------------------
Retten til ændringer forbeholdes og der tages forbehold for trykfejl. Ved rejser med Kingfish Dive & Travel er du dækket af rejsegarantifonden, og af alle gældende regler i den danske pakkerejselov.
| |
|